AAU logo

CfU Nyheder - CfU news

Professor Mette Buchardt: Vi skal have et endnu stærkere uddannelsesforskningscenter

Læs vores interview med Mette Buchardt i anledning af hendes tiltrædelsesforelæsning som Professor i Uddannelsesforskning og Pædagogik.

Lagt online: 21.05.2019

Professor Mette Buchardt: ”Hele min bane er orkestreret interdisciplinært”

Mette Buchardt tiltrådte 1. december 2018 som professor i uddannelsesforskning og pædagogik, samt forskningsgruppeleder for Center for Uddannelses- og Evalueringsforskning (CfU) /Centre for Education Policy Research på Aalborg Universitet og holder sin tiltrædelsesforelæsning 22. maj 2019. CfU bringer i den forbindelse et interview med hovedpersonen selv.

Mette, kan du fortælle lidt om din første ansættelse på et universitet?

Min første fuldtidsansættelse på universitetet, det var som ph.d.-stipendiat på Københavns Universitet i pædagogik. Det var helt fantastisk. Før det havde jeg været seminarieadjunkt og seminarielektor, det blev jeg lige efter jeg som 26-årig blev kandidat. Så det var benhårdt arbejde med at lære det område, læreruddannelsen, at kende. Jeg var også gennem årene frikøbt til forskellige projekter, dels omkring kirkehistorie, men også indenfor uddannelsesforskning. Så fik jeg stipendiet, og så kom jeg faktisk aldrig rigtigt tilbage til seminarieverdenen. Men de erfaringer jeg gjorde mig, har jeg stadig med mig.

Dengang jeg gik til kandidateksamen, og det var en lang proces på teologi, som jeg er kandidat i, syntes jeg universitetet, det var ’stedet at være’, men også ’det hårdeste sted i verden’, men da jeg kom tilbage som stipendiat efter at have haft fuldtidsarbejde med undervisning og administration, så jeg syntes det var en luksus. Det var gode betingelser man havde på et stipendium – de fuldtids- og lønnede ph.d.-stillinger – dengang. Jeg syntes det var fantastisk, fordi man kunne bruge så meget af det man forskede i, når man underviste, og det man læste op på til undervisningen, det kunne man så bruge til sin forskning. Så i de år, der lærte jeg givetvis mere end de studerende af undervisningen. Og så fik man kolleger, hvor man nærmest var skolekammerater igen, vi sad sådan syv stykker på den samme gang på KUA (Københavns Universitets afdeling Amager, red.). Der blev talt meget om at ph.d.-stipendiater blev forsømt af seniorforskerne, men jeg tror vi havde det sådan, at det var fint når de dukkede op, men vi syntes også det var fint, når de ikke gjorde, fordi vi havde et udmærket fællesskab dernede på gangen. Vi læste jo hinandens udkast og arbejdspapirer og gik ud og ind ad hinandens døre, og vi snakkede empiri og teori konstant, og gik ud og drak øl og vin. Så det var ligesom at få sin anden studieungdom.

Hvorfor var det lige religion og religion historisk, der blev dit faglige startpunkt?

Det lyder sikkert grotesk, men det har jeg villet siden jeg var 9 år gammel. Jeg samlede på religioner, ligesom jeg samlede på frimærker, kan man sige. Og senere var teologi det oplagte valg når man gerne vil arbejde med det historisk. Jeg havde ikke spor imod at blive præst, men jeg ville også gerne være forsker, og det var forsker jeg blev. Det er ikke et fravalg af præsteembedet, der gør at jeg er, hvor jeg er i dag, det var fordi jeg brændte for forskning. Så fik jeg jo job lige efter kandidateksamen og fik det på et lærerseminarium, og det ændrede mit fokus omkring hvad jeg ville forske i: Jeg blev interesseret i uddannelsessystemet og i skolen. Det var dét jeg tog fat på i min ph.d., så derfor endte det med at mit ph.d.-stipendie ikke blev på teologi, men på humaniora på KU, på den afdeling, der var aftager til det gamle institut for teoretisk pædagogik, der i sin tid var det første videnskabelige institut for pædagogikforskning i Danmark. Og så har jeg det sådan, det tror jeg der er mange forskere, hvis ballast ligger inden for de historiske discipliner der har, at jeg slipper ikke de discipliner og forskningsområder, jeg har tilegnet mig, når jeg opdyrker nye: Jeg integrerer dem i hinanden. Så min forskningsprofil, den er i dag kirkehistorie og historisk religionsforskning, men det er også velfærdsstatsforskning og uddannelsesforskning og uddannelseshistorie i særdeleshed. Jeg tænker det sådan at som humanistisk og samfundsvidenskabelig forsker er interdisciplinær forskning afgørende hvis man vil forklare, hvordan samfundet hænger sammen, og hvordan det er kommet til at hænge sammen som det gør. Og uddannelse er ’samfund’ og uddannelse er med til at skabe samfund. Men for mig er interdisciplinaritet simpelthen også den måde min forskning og jeg selv som forsker er blevet til på.  Hele min bane er orkestreret interdisciplinært.

”Jeg slipper ikke de discipliner og forskningsområder jeg har tilegnet mig, når jeg opdyrker nye: jeg integrerer dem i hinanden.”

Jeg er – også – religionsforsker, men jeg er det ud fra en velfærdsstats- og uddannelsesforskningsmæssig optik.

Hvordan var skiftet til Aalborg Universitet?

Jeg kom til Aalborg adskillige år efter min ph.d., hvor jeg havde været postdoc og adjunkt på KU, og også haft ansættelser på University of Jyväskylä i Finland og på Stockholms Universitet på de historiske institutter. I 2013 takker jeg så ja til et lektorat på Aalborg Universitet. Det var da et stort skridt at tage, fordi jeg jo er mangegenerations-københavner og med det mener jeg vitterligt indenfor kommunegrænsen. Men udover at det var fantastisk endelig at blive fastansat, det bliver man jo i universitetsverdenen først når man er på lektorniveau, var jeg sulten efter at være en del af et institut, hvor uddannelses-, pædagogik- og læringsforskningen fyldte så meget som den gør her. Og så synes jeg, at de mindre universiteter, det lærte jeg af at være i Finland, har nogle styrker i forhold til samarbejdsklima.

”Jeg var sulten, for at komme hen på et institut, hvor uddannelses-, pædagogik- og læringsforskningen fyldte”

Universitetet er et konkurrencefelt - man skal ikke være romantisk omkring det - både inden for institutter og universiteter imellem, men jeg tror nu nok at de mindre universiteter, dem, der ofte også ligger uden for hovedstæderne, har et samarbejdsklima, hvor man er mere tilbøjelig til at synes, at ’det her, det er vi sammen om’. Her er det fedt at rykke sammen, og folk synes at de præmier de andre får, faktisk er gode for alle. Det var utrolig travlt især det første halve år, hold kæft hvor jeg arbejdede. De mindre universiteter er jo ofte særdeles ambitiøse, og også imødekommende over for den nyansatte på en anden måde end de store. Så jeg blev inviteret ind i meget og der var nok at rive i. Jeg tror det handler om at her er ånden:  ”Fedt! Der er kommet en ny som kan bidrage med noget – Gud ved hvad det er. Lad os finde ud af det.” Jeg havde nogle gode år som ansat på KU, og jeg er jo selv totalt KU-pige og kandidat derfra oprindeligt og sådan, men det var også på tide at jeg kom videre.

Og nu er du blevet udnævnt professor. Hvad er dine visioner for det?

For det første, så er min vision at vi skal lave et endnu stærke uddannelsesforskningscenter, der ikke alene er specialiseret i uddannelsespolitikker, men i uddannelsespolitikker som andet og mere end noget der foregår på parlamentarisk-politisk niveau. Og som noget som bliver til i et samspil mellem det internationale, det nationale og det lokale. At lægge kræfter i, at vi udvikler et stærkt center, hvor vi skaber viden om hvordan politik omsættes og implementeres, helt ud i klasserummene og i lokale skoleledelser, så uddannelsespolitisk forskning i virkelig bred forstand. Og så er det min vision at vi skal dyrke forskernes forskelligheder og få forskellene til at spille sammen. Vi skal ikke være ens, men støtte hinanden i at pleje dybdeborende forskning og få det til at spille sammen på en interessant måde og være med til at tænke nogle nye relevante og videnskabeligt solide bud på hvad humanistisk og samfundsvidenskabelig uddannelsesforskning skal være. Og så er det min vision som seniorforsker på professorniveau, selv at få lavet endnu mere forskning i velfærdsstatslig uddannelse ud fra mine særlige specialiseringsområder. Min faglighed er primært historisk, og det er mit afsæt for at være med til at udvikle interdisciplinære perspektiver på velfærdsstatsforskningen og uddannelsesforskningen i samspil med hinanden. Både sammen med kollegerne i CfU, og med kolleger fra andre institutter og fakulteter her på stedet, og alle mulige andre steder i verden. Så i forhold til min egen forskningsprofil, brænder jeg især for at løfte uddannelsesforskningens bidrag til velfærdsstatsforskningen og at vise hvad historiske perspektiver kan i den sammenhæng.

Hvad har de faglige højdepunkter i din karriere været indtil nu?

Jeg synes, at det var et fagligt højdepunkt at komme til Aalborg og blive taget imod i miljøet her. Jeg synes også, det var et ekstremt stort fagligt højdepunkt i min postdoc-tid, at komme med i Nordwel, det nordiske velfærdsstatshistoriske Centre of Excellence, og derigennem at komme til Finland. At komme ind i et tværdisciplinært velfærdsstatsforskningsmiljø, hvor man også interesserede sig for uddannelse, migration og for religion, det var et kæmpe fagligt løft. Det var helt klart dér, jeg blev formet som den seniorforsker, jeg blev. Og jeg synes da frem for alt, det har været et fagligt højdepunkt at få lov at tage næste skridt og blive professor og leder af et spændende uddannelsesforskningscenter med en masse gode og skarpsindige kolleger.

Når du har haft en god arbejdsdag, og den er slut, hvordan kan den så have set ud?

Helt banalt, en god dag er, når jeg har nået det jeg skal på en fornuftig måde. Jeg har haft nogle gode samtaler med kolleger og samarbejdspartnere, som har givet nogle nye ideer eller bragt nogle interessante ting frem. En god arbejdsdag er også at man har fået rykket på nogle administrative opgaver og at de er landet ordentligt. Men man kan måske også sige, at for mig som forsker har det været en god arbejdsdag, hvis jeg har fået taget nogle spadestik til at producere et stykke videnskabeligt arbejde som formår at irritere både højre og venstre og som de alligevel ikke kan lade være med at forholde sig til. Og samtidig ikke har irriteret mine kolleger alt for meget…

”Som humanistisk og samfundsvidenskabelig forsker er interdisciplinær forskning afgørende hvis man vil forklare, hvordan samfundet hænger sammen, og hvordan det er kommet til at hænge sammen som det gør”

Der er en del stereotyper om akademikere. At de arbejder på mærkelige tidspunkter, roder, at de er teknologisk udfordrede og altid holder mere end én avis. Passer det på dig?

Hahaha, jeg arbejder helt sikkert på alle mulige underlige tidspunkter af døgnet, men jeg roder ikke. Jeg er nærmest dårlig til at rode. Teknologi og computersystemer har jeg det fint med, ud over visse aspekter af det nye rejseafregningssystem og det ordner sig vel… Men jeg er nok snarere motorisk end teknologisk udfordret. Som i småklodset og lærer fysisk langsomt. Jeg fik f.eks. først mit kørekort i ottende forsøg til den praktiske prøve, og det var ikke fordi jeg ikke fangede hvad en bil teknisk set går ud på… Jeg ved f.eks. betydeligt mere om hvad der gemmer sig under motorhjelmen end min ex-kone, som jeg deler bil og sommerhus med, og hun er altså en langt bedre bilist end mig. For en ting er ligesom at forstå skidtet, noget andet er at få det ud i poterne… Og jo, jeg holder mere end én avis.

Hvad skal du nå inden du bliver pensioneret – og bliver du egentlig nogensinde det?

Ja, det gør jeg, for jeg skal skrive bøger, og jeg skal passe mit hus på landet og drikke og spise mere uklogt end jeg gør nu.

”Jeg har ikke tænkt mig at stoppe med at være forsker, men min drøm er at komme på pension når jeg er 65, så jeg kan få lov til at være ren nørd”

Jeg har ikke tænkt mig at stoppe med at være forsker, men min drøm er at komme på pension når jeg er 65, så jeg kan få lov til at være ren nørd.

Men der er meget jeg gerne vil nå inden. Jeg vil gerne nå at være med til at sætte empirisk-analytisk forskning i uddannelsessystemet på den nationale og internationale dagsorden. At være med til at vise at historisk, sociologisk og politologisk uddannelsesforskning er helt central for at forstå, hvad der sker i uddannelsessystemet og resten af samfundet. Og jeg vil rigtig gerne hjemtage en stor international forskningsbevilling til et europæisk komparativt projekt, så det har jeg tænkt mig at gå efter.

Det er ikke sikkert jeg når disse ting eller når dem på lige den måde jeg forestiller mig nu, men jeg tror det er vigtigt at forskere holder fast i nogle store og gerne også urealistiske drømme, som man alligevel går målrettet efter. For så når man en masse på vej derhen, men man skal starte med at tænke stort.

Aalborg Universitet, maj 2019

 

Seneste nyheder om CfU: